Esbjerg er uden sammenligning det vigtigste energiknudepunkt for energiudvikling lige nu. Både i Danmark og i Europa.
I Esbjerg har energi været udgangspunkt for vækst igennem mere end 50 år. Hvor det tidligere var gas- og olieindustrien, der var den store vækstmotor, er det i dag den grønne omstilling.
”Esbjerg er uden sammenligning det vigtigste energiknudepunkt for energiudvikling lige nu. Både i Danmark og i Europa. Hvor vi tidligere var det danske omdrejningspunkt for gas-
og olie i henved 50 år, så har Esbjerg transformeret sig til at have fokus på vedvarende energi. Derfor har vi allerede nu 20 års erfaring med offshore vind og vi er klar til at tage vores mange erfaringer med, når den grønne transformation for alvor skal boostes,” ridser direktør for Business Esbjerg, Karsten Rieder, kort op, på spørgsmålet om, hvorfor Esbjerg i dag er mere relevant end nogensinde for internationale virksomheder.
Fra olie- og gasudvinding til bæredygtige løsninger
”Meget af den infrastruktur og de erfaringer, der er blevet samlet i og omkring Esbjerg gennem årene med gas- og olieudvinding og senest med offshore vind kan vi i dag bringe i spil, når vi skal sikre, at Europa kan blive selvforsynende på energi – og allerhelst den bæredygtige slags –, og når der skal udvikles bæredygtige løsninger. I Esbjerg ser vi derfor interessante nye tiltag som fx carbon capture og carbon storage fra internationale koncerner som Total Energies og INEOS Energy, hvor man vil samle CO2 og pumpe det ud i de nu tømte oliefelter.”
Det er derfor ikke længere kun for Danmark, at Esbjerg er et epicenter for energi. Bl.a. har man i dag verdens vigtigste offshore vindhavn, forklarer Karsten Rieder, og peger på endnu
et projekt, Europas største Power to X-anlæg, der er placeret i Esbjerg og som tages i brug i 2024. En understregning af, at Esbjerg er udgangspunkt for ikke bare danske men globale løsninger på de energi- og klimaudfordringer, vi står overfor.
”I Esbjerg har vi mange internationale virksomheder. Samtidig har mange af de lokale virksomheder et globalt udsyn. Så vi er meget internationalt orienteret, når man ser på vores erhvervsaktiviteter i området. Så selvom vi har Esbjerg i vores navn, så er det altid med tanke for de globale muligheder.”

Esbjerg-deklarationen
”Esbjerg har som sagt været interessant gennem mange år på energiområdet, men med Esbjerg-deklarationen i 2022 tog det for alvor fart. Det er den mest ambitiøse plan for at booste den grønne transformation på europæisk plan ved at skabe en sammenhængende infrastruktur. Ambitionerne blev formuleret og underskrevet her i Esbjerg med deltagelse af vores egen statsminister, Mette Frederiksen, men også de øvrige europæiske regeringsledere, energiministre og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.”
”Efter den dag kunne vi tydeligt mærke at den internationale bevågenhed var blevet meget tydeligere, og vi har været med statsministeren og Udenrigsministeriet i bl.a. USA, for at understrege de muligheder, der er i den måde vi arbejder med den grønne omstilling her i Danmark.”
Et væksteventyr
” Esbjerg kigger ind i en rigtig stærk udvikling, og kan komme på en stærk vækstrejse, hvis man i EU satser så meget på offshore vind, som man har lagt op til. Og så får Danmark – og i særdeleshed Esbjerg – en nøgleposition. Aktuelt er der 13,5 gigawatt projekteret (1GW svarer til forbruget for 1.000.000 husstande, red.). Det er projekter primært i den tyske og engelske del af Nordsøen, men som udskibes fra Esbjerg. ”
På PtX-området ser man også ind i at kunne spille en afgørende rolle, da Danmark og Tyskland taler om at lave en brintrørledning fra Esbjerg til Fredericia og videre til Tyskland, forklarer direktøren,
”At lave brint i Danmark og eksportere den til Tyskland kan blive et væksteventyr. Den danske og den tyske regering skal investere i infrastrukturen, da der er tale om så store mængder, at det kræver en rørinfrastruktur. For Esbjerg betyder det, at den grønne strøm kommer ind via Esbjerg, og bruges til bl.a. brintproduktion som herefter eksporteres til Tyskland. Vi har allerede en etableret og meget stor supply chain klar til at realisere ambitionerne,” forklarer han, og det understreges også af, at en tredjedel af alle private arbejdspladser i Esbjerg relaterer sig til energi.
”Det er dog vigtigt, at vi på nationalt plan går fra ambitioner til handling. Det er nu industrien skriger på brint-infrastrukturen. Det skal gå hurtigt med, at vi i Danmark går fra visioner og ambitioner til at tage de første skridt, så vi kan komme i gang. Vi hilser national statsstøtte til udvikling af industrien velkommen. Man har lanceret en CCS-strategi (strategi for carbon capture and storage, red.), så der er gode ting i gang, men det må gerne gå endnu hurtigere, så vi for alvor kan få realiseret de internationale muligheder i Esbjerg,” slutter
Karsten Rieder.


