Derfor skal der findes pragmatiske løsninger på de reelle konsekvenser vores stigende dataforbrug har på klimaet – og det kan føre nogle fantastiske muligheder med sig.

Tilbage i 2021 skrev forbrugerrådet Tænk, at en times streaming udleder 400 gram CO2, hvilket svarer til at køre 2 – 3 kilometer i en mindre benzinbil. I mellemtiden har rigtig mange bilister taget springet og skiftet bilen ud med en elbil, hvilket har sænket CO2-forbruget på transport, men alt tyder på, at vores dataforbrug kun går en vej, nemlig opad.

Derfor er det mere relevant end nogensinde at se på, hvordan vores data faktisk bliver bragt til live, når vi streamer, så vi kan arbejde aktivt for at gøre vores dataforbrug mere bæredygtigt.
For det sker ikke på magisk vis i skyen, men ved at store, energikrævende datacentre rundt om i verden sørger for, at det indhold vi ønsker, kan manifestere sig på vores enheder, hvor end vi befinder os.

I Danmark har vi i dag en stærk industri omkring datacentrene, hvor vi med gode geografiske og geopolitiske forhold har haft succes med at tiltrække globale aktører. Vi har et
land, hvor data er sikret mod naturkatastrofer og skiftende politiske vinde, ligesom forsyningssikkerheden er høj, hvilket er afgørende for at vi altid har adgang til de data, som vi ønsker.

Men vi har også noget helt fjerde og i dag lige så vigtigt: Vi har i Danmark en særlig høj ekspertise inden for miljøteknologi og vedvarende energi.
Som nation er vi nok blevet så vant til at se os selv i en global førerposition, når det kommer til at skabe nye, klimavenlige løsninger, at det kan være svært at få øje på de muligheder, der til stadighed opstår. Og her er datacenterindustrien en ny mulighed for at sætte et globalt, grønt aftryk.

Globale aktører skubber dansk datacenterindustri i front
Det nye, paneuropæiske initiativ, Net Zero Innovation Hub For Data Centers, som Danfoss A/S, Google Denmark ApS, Microsoft Danmark ApS og Schneider Electric Danmark A/S startede i 2023, vil realisere mulighederne for at gøre det europæiske dataforbrug mere bæredygtigt gennem akkumulering af den viden, som allerede findes på det europæiske marked, samt at stille den til rådighed på europæisk plan ved at deltage i og initiere projekter, som kan hjælpe industrien mod minimal udledning.

I den nye hub vil de fire globale aktører desuden skabe rammerne for, at de eksperter og beslutningstagere kan indgå i frugtbare dialoger, der kan underbygge det paneuropæiske, og i dag noget mere fragmenterede, arbejde for at minimering af klimapåvirkning fra vores stigende dataforbrug fra driften af de nødvendige datacentre.

Fantastiske muligheder
Alt sammen sker det med udgangspunkt i Danmark. Det nye, strukturerede samarbejde
i Net Zero Innovation Hub åbner derfor op for nogle fantastiske muligheder i forhold til at udstille den viden og kunnen, som forskere og virksomheder har opbygget, og som gør, at vi som nation kan være med helt i front, når der skal udvikles nødvendige nye løsninger til den globale datacenterindustri.

Hvad er et datacenter?

Rundt om i Danmark finder vi i dag store dele af den cloud, som vi alle bruger
både i vores arbejdsliv og privat, når vi streamer, surfer eller skriver mails. For selvom det lyder let og luftigt, når vi lægger ting i skyen eller henter film ned efter en lang arbejdsdag, så er de alle placerede i datacentre, der er store industrielle og velbeskyttede bygninger fyldt med computere også kaldet servere. Og for mange tjenesters vedkommende også i Danmark. Er du nysgerrig, kan du se hvorhenne på datacenterindustrien.dk/data-center-map